Gå til hovedindhold
Nyhed

Nu kommer fjernvarmen til Bondebyen

Da første spadestik til fjernvarmeforsyning af området Bondebyen blev taget onsdag morgen 3. april, gik fjernvarmeudrulningen i Lyngby-Taarbæk Kommune ind i en ny fase. 

Onsdag 3. april blev fjernvarmeudrulningen i Lyngby-Taarbæk Kommune skudt i gang med "Første spadestik" i Bondebyen.
Onsdag 3. april blev fjernvarmeudrulningen i Lyngby-Taarbæk Kommune skudt i gang med "Første spadestik" i Bondebyen.

Lyngby-Taarbæk Kommune og Vestforbrænding sætter nu skub i fjernvarmeudrulningen: Fjernvarmeudrulningen i det centrale Lyngby og Virum-Sorgenfri har været i gang i flere år, men ny lovgivning og energikrisen betød, at det i 2022 blev aktuelt at lave en samlet plan for fjernvarmeforsyning af den resterende del af kommunen. 

I 2030 vil næsten alle boliger i kommunen have tilbudt fjernvarme

Planen – Varmeplan 2022-2030 – beskriver, hvordan næsten alle boliger i kommunen kan tilbydes fjernvarme frem mod 2030, og med igangsættelse i Bondebyen føres den nu ud i livet. Lyngby-Taarbæk Kommune er medejer af I/S Vestforbrænding, som står for udrulningen. 

Richard Sandbæk, formand for Teknikudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune og bestyrelsesmedlem i I/S Vestforbrænding, stod for det symbolske ”første spadestik”.

”I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi stor fokus på fjernvarmeudrulningen som en måde at nedbringe klimaudledningerne inden for kommunegrænsen, og samtidigt sikre kommunens borgere lave og stabile varmeomkostninger. Vi har et godt samarbejde med Vestforbrænding, som har påtaget sig det store arbejde, det er at udrulle fjernvarme til de cirka 8.500 olie- og gaskunder i kommunen, som ikke hidtil har haft udsigt til fjernvarme”, udtaler Richard Sandbæk (C).

Per Wulff, områdechef for grøn varmeforsyning hos Vestforbrænding (tv) og Richard Sandbæk, formand for Teknikudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune samt bestyrelsesmedlem i I/S Vestforbrænding bød velkommen til ”Det første Spadestik” i Bondebyen 3. april.

80% af Bondebyens olie- og gaskunder har sagt ja til fjernvarme 

Bondebyen er blevet prioriteret som det første område omfattet af varmeplanen, hvor udrulningen igangsættes, fordi der er mange gasfyr, som er ved at være udtjente, og fordi de mange bevaringsværdige huse i området gør, at opstilling af individuelle varmepumper ikke er et reelt alternativ. 80% af olie- og gaskunderne i området har valgt at takke ja, og der er således opnået en god tilslutning. 

Per Wulff, områdechef for grøn varmeforsyning hos Vestforbrænding, udtaler: 

”I/S Vestforbrænding hjælper kommunerne i den grønne omstilling, og derfor har selskabet besluttet en ambitiøs udrulning af fjernvarme, som samtidig skal gøres CO2 neutral senest i 2030. Det er glædeligt, at så mange ejendomme allerede har valgt at tilslutte sig fjernvarmen i Lyngby-Taarbæk Kommune”, lyder det fra Per Wulff.

Udrulningen af fjernvarme er en prioriteret indsats i Lyngby-Taarbæk Kommunes DK2020 Klimahandlingsplan, idet 36% af klimaudledningerne indenfor kommunegrænsen i 2021 stammede fra husholdningernes energiforbrug.

Bondebyen er blevet prioriteret som det første område omfattet af varmeplanen, hvor udrulningen igangsættes, fordi der er mange gamle gasfyr, og fordi de mange bevaringsværdige huse ikke egner sig til individuelle varmepumper.